Kapitel 2 · Dodge & Burn på forstørrelsesapparatet
Dodge & burn: Form lyset med hænderne
I mørkekammeret falder lyset fra forstørrelsesapparatet gennem negativet ned på papiret. Hvis man ønskede et område lysere, holdt man undervejs noget op foran lyset — hånden, et stykke pap på en tråd — og viftede det væk. Hvis man havde brug for et område, der var mørkere, lod man resten af billedet være tildækket og eftereksponerede, ofte gennem et hul i papstykket. Hvert print var en lille koreografi af sekunder og håndbevægelser.
Den mest berømte af disse koreografier hører til »Moonrise, Hernandez, New Mexico«: Adams eftereksponerede himlen manuelt ved hvert enkelt print, hvilket tog over to minutter pr. ark — og intet print var nøjagtigt magen til et andet. (Selve billedet er et privat værk og vises derfor ikke her – men du kan forstå teknikken bag det ved at se på ethvert motiv.)
Digitalt betyder det samme: lokal maske. Vores øvelsesbillede er et billede af Grand Canyon fra Mural Project — nederst den mørke canyonkant, øverst en skyhimmel, der i den flade scanning næsten udløber i hvidt.
Trin 1: Læsning af udgangsbilledet
Himlen har struktur, men den er for lys til at komme til sin ret; skybjergene smelter sammen med disen. Forgrunden er derimod stort set i orden. En global ændring ville flytte begge dele på én gang — det kræver en lokal indgriben: kun himlen bliver efterbelyst.
Trin 2: Efterbelysning af himlen
Tryk på + i lagpanelet, vælg »Maske« og derefter »Lineær«. Masken hænger som et forløb over billedet: Foran den gennemtrukne linje virker den fuldstændig, indtil den stregerede linje udtoner den blødt til nul. Træk den således, at den strækker sig fra toppen ned over himlen og udløber ved horisonten — vinkelregulatoren skal i dette tilfælde være indstillet til 90°.
Inden for masken findes funktionerne Lys, Farve, Kurve, Selektiv og Detaljer. I værktøjet »Lys«, der kun gælder for himlen:
| Skydere | Værdi |
|---|---|
| Eksponering | −0,95 EV |
| Lys | −45 |
| Kontrast | +15 |
Knap et blændetrin mindre lys — samme størrelsesorden, som man også efterbelagte med på forstørrelsesapparatet. Skyerne får volumen, og disen viger for en klar dybde.
Trin 3: Dagrayning og finjustering
Nu modbevægelsen: Abwedeln. En anden maske — denne gang Radial, lagt over den solbeskinnede canyonvæg — får eksponering +0,55 EV og dybde +35: Klipperne træder frem fra skyggen, som om hånden havde afskærmet dem under eksponeringen.
Tilbage i »Basis« får helhedsbilledet yderligere stabilitet: Sort −20 forankrer skyggerne i kløften, Kontrast +15 forbinder forgrund og baggrund, Højlys −25 beskytter skybanken over kanten mod at blive udbrændt. Begge masker forbliver uberørte — og kan tilpasses når som helst: I modsætning til på forstørrelsesapparatet behøver du ikke gentage processen ved hvert enkelt print.
Før og efter
Før
Efter
Efterbelysning og nedtoning er den samme handling med modsat fortegn — dette kapitel har vist begge dele. Og hvis motivets kant ikke er en lige linje, skal du i stedet for »Lineær« bruge penslen eller den automatiske motivmaske — mere herom i manualen.